Forfattere

Casper Richter

Casper Richter er født i 1991 og opvokset på Samsø med fantastisk natur omkring sig, og endnu bedre eventyr i sin fantasi. Han er en født historiefortæller med et talent for dramatik, spænding og detaljer. Særligt genrerne fantasy, sci-fi, spænding, gys, mytologi og klassiske eventyr har hans interesse. Han egne fortællinger er ofte i en fin blanding af det hele.

Han er en ren livsnyder med en fantasi som et harmonikasammenstød af inspiration.

Desuden er Casper en selvlært kunstner med tegninger inspireret af H.C. Andersens papirklip. Hans kunst besidder hans helt egen stil. Han debuterede i 2017 som illustrator hos Forlaget Dreamlitt.

Casper udkommer på KRABAT i 2021

Anne Mia Steno er født i 1985 i Askov og har siden boet i Tyskland, Japan, Bangladesh og Indien. Anne Mia er uddannet antropolog ph.d. og forsker i og med udsatte unge parallelt med, at hun underviser social- og specialpædagogstuderende på Københavns Professionshøjskole.

Anne Mia er optaget af emner som at være på vej, at føle sig fremmed, forkert i sin egen krop og kulturelle møder på tværs af verdner og universer.  Anne Mia har skrevet mange fagartikler og -bøger og debuterede skønlitterært i 2017 med ungdomsromanen ”Imellem grænser”.

Anne Mia udkommer på KRABAT i 2021

Amdi Silvestri

Amdi Silvestri (f. 1977), er forfatter, foredragsholder, underviser og freelance redaktør. Ved siden af skrivningen arbejder han som folkeskolelærer på nedsat tid.

Som barn ville A. Silvestri være opfinder. Som ung ville han være skuespiller. Som voksen slog han sig på at skrive. Til gengæld har han ikke lavet meget andet siden. Fortællinger af alle slags, i alle genrer, i alle størrelser og former og farver er sprøjtet fra hans fingre de sidste femten år, og en masse af dem er endt i bøger, som f.eks. King her. Udover at skrive holder han foredrag, oplæg og workshops, og for at han ikke skal blive eneboer, underviser han også folkeskolens store klasser i engelsk og så meget andet.

Se Amdis KRABAT bøger her.

Se Amdis personlige hjemmeside her.

Mikkel Wendelboe er født i 1988, kommer fra Hillerød, er uddannet i kommunikation og geografi fra Roskilde Universitet i 2012, og har arbejdet som TV-vært for Discovery Networks, DR og TV3 Sport siden 2010. Han har været forfatter siden 2014, hvor han debuterede med ”Pigen fra Fenmarken,” og hans skriverier skal altid have noget fantastisk over sig. Siden er det blevet til seks bøger, der primært har været fantasy, med en enkelt afstikker ud i samfundssatiren. Mikkel er desuden fotograf, og engageret mange steder i dansk litteratur, specielt i settings der handler om fantasy, som en lidt aparte interviewer, skriveguide og underholder.

Mikkel udkommer på KRABAT i 2021

Se Mikkels personlige hjemmeside her

Bjarne Nordberg Pedersen (1977) er født og opvokset omkring Holbæk og er uddannet bibliotekar.
Det er altid den gode og skæve historie som har optaget hans opmærksomhed og især humoren. 
Bjarne bruger al sin tid på at jonglere sine mange hobbyer som inkluderer computerspil, tegneserier, film, serier, brætspil, rollespil og at skrive. 
Han debuterede i 2014 med første bind i serien  “Graveyard Herd”, som er en splatterkomedie på ialt 4 bind.
 

Bjarne udkommer på KRABAT i 2021

Stine Bahrt

Stine Bahrt er opvokset i Odsherred og er nu bosat i et lille hus i Hillerød, omgivet af smukke skove, hvor fantasien kan få frit løb.

Hun er uddannet arkæolog samt beklædningsdesigner, og har tidligere ejet den økologiske kjolebutik ’FairyTailors,’ hvor hendes designs miksede fantasygenren med historisk mode.

Siden hun var helt lille, har hun altid fortalt eventyr. Disse historier udviklede sig senere til fantasy og science fiction, i takt med at hun selv blev mere nørdet. Hun er en dedikeret brætspiller, rollespiller og musical-sanger.

Stine debuterede i 2014 med let-læs eventyr for små børn, og udkommer med sin første roman på KRABAT i 2021

Forfatter Ruben Greis

Ruben Greis er født i 1976 i Ringsted og uddannet pædagog. Hans forfatterdebut “Den sidste gentleman” fra 2010 førte ham sammen med manusplejeren Inge, som han i 2013 flyttede til Silkeborg for at leve sammen med. Hun har siden øvet fast omsorg for både ham og hans ord.

Selv om han oftest skriver grumt og bloddryppende, er det vigtigt for ham, at historierne også har hjerte og følsomhed. Han har desuden en svaghed for kejtede, sårbare og undertippede hovedpersoner. Således også i romanen “Udød”, som han er aktuel med i 2020, og som afspejler hans mangeårige, store kærlighed til zombiegenren.

Se Rubens KRABAT-bøger her

Hanne Rump

Hanne Rump er født i 1971. Hun er uddannet civilingeniør og arbejder fuld tid. Yderligere er hun forfatter, forlægger og freelance redaktør.

Som barn var hun begavet med en far, som altid læste højt af alt muligt. Det var der kærligheden til den gode historie startede. Hendes mening var dengang som nu at den gode historie defineres ved interessante karakterer og deres udvikling.

Hanne debuterede i 2012 med novellen ‘At bede en stille bøn’ hos Science Fiction Cirklen. Siden har hun skrevet adskillige noveller og 4 romaner, alt sammen indenfor Det Fantastiske med en særlig forkærlighed for fantasy og science fiction.

Se Hannes KRABAT-bøger her

Se Hannes personlige hjemmeside her

René Toft

René Toft er født i 1975 og uddannet cand.mag. i multimedie, men bruger tiden på jobbet som børnebibliotekar og kulturformidling for børn og selvfølgelig på at skrive. Han debuterede i 2016 med bogen Skurkistan og har siden udgivet en række gale børnebøger om luftpirater, kamptrænede pingviner og slimsnegleinficerede zombierobotter og den slags. Men nu er det på tide at indtage ungdomsbogen med et par stilsikre skud fra hoften det næste års tid både hos forlaget Petunia og her på Krabat. Det bliver mørkere, men stadig vildt og med noget på hjertet. 

René udkommer på KRABAT i 2021

Helle Perrier

Helle Perrier er født i 1977. Hun interesserer sig for det fantastiske, det skæve og det skøre. Mange af hendes fortællinger finder sted i universer, hvor alt kan ske. Hun har udgivet en række noveller i forskellige genrer og formater til både voksne og børn. Helle er en dedikeret gamer og rollespiller og hendes fire første romaner foregår alle i et gamerunivers. Se Helles bøger her.

Se Helles KRABAT-bøger her

Se Helles personlige hjemmeside her

Lars Kramhøft
Lars Kramhøft er født i 1984. Lars er en dansk forfatter, illustrator og tegneserieskaber. Han debuterede med “V for Vegetar” i antologien “Dokument – tegneserier i virkeligheden” fra Aben maler i 2013. Siden har han skrevet en række børnebøger og tegneserier, og vundet Claus Deleuran-prisen for årets danske tegneserieforfatter 2018. Han bor i København.
 
 

.

Tanja R Bisgaard er født i 1972. Hun mener, der er historier overalt. Bare i hendes egen familie findes der mange. En handler om hendes oldemor, der blev født på et skib mellem Indien og Trinidad & Tobago for 150 år siden. En anden handler om hendes fars familie, der nedstammer fra den norske vikingekonge Erling Skakke og en af hans friller. Tanja skriver både globe bøger og indenfor det fantastiske.

Se Tanjas KRABAT-bøger her.

Se Tanjas personlige hjemmeside her

Kat Lassen er født i 1976 – børnebogsforfatter og kunstner. I 2013 debuterede hun med fantasyromanen Livets Port del 1 + 2. Siden har hun været lidt omkring indenfor litteraturens verden både med en kortprosa til StORDstrømmens Antologi 2015, en dark fantasy novelle, Jinn, bestilt af radioteatret.dk 2017, for igen i 2018 at vende tilbage til litteratur for børn med to bøger fra Forlaget Calibat. Hun er desuden bogaktuel på Forlaget Petunia i 2020 og her hos os på Krabat. Kat har teatererfaring og har derfor altid en levende fremtoning, når hun holder foredrag på skoler eller messer.

Se Kats KRABAT bøger her.

Se Kats personlige hjemmeside her.

Karsten S. Mogensen er født 1954 i Århus. Bosat i Højbjerg.

Karsten er uddannet lærer og er desuden både illustrator og forfatter. Han har skrevet og/eller illustreret mere end 100 bøger i forskellige genrer. Over halvdelen af dem er børnebøger. Genrerne er ofte krimi, spænding og gys.

Flere af bøgerne for børn er oversat til bl.a. engelsk, tysk og svensk.

Læs mere på forfatterens hjemmeside.

Se Karstens KRABAT bøger her

Se Karstens personlige hjemmeside her

Teddy Vork

Teddy Vork (f. 1977) er Cand. mag. i engelsk, litteraturvidenskab og skrivekunst. Han debuterede som forfatter i 2008 med novellesamlingen Hvor skyggen falder og har siden udgivet flere romaner og novellesamlingen Sprækker (2014), som samme år vandt prisen for årets horrorudgivelse på dansk. Seneste udgivelser er føljetonen Forglemmigej i 10 afsnit, som vandt Storytel/Mofibos gyserseriekonkurrence i 2018, samt romanen Mulm (2020).

Ud over bøgerne til voksne har Vork udgivet to børnebøger: Det bortførte bogstav (2016) og Mare, mare minde (2017). Han underviser til dagligt i dansk, engelsk og kommunikation på en erhvervsskole.

Se Teddys KRABAT-bøger her

Gudrun Østergaard

Gudrun Østergaard er født i 1965. Hendes noveller og romaner ligger ofte i krydsfeltet mellem socialrealisme, science fiction, magisk realisme og horror. 

Gudrun Østergaard har udgivet en lang række noveller i forskellige antologier, en enkelt SMS-novelle, novellesamlingen Tidsfordærv, romanen Regnfaldet og senest novellesamlingen Ord har hærget.

Novellen Krinoline og kedsomhed fik Niels Klim-prisen for bedste langnovelle 2018.

Her præsenterer Gudrun Østergaard ungdomsromanen Kodeks, som blandt andet er blevet kaldt “Den kroniske uskyld i moderne dystopiske klæder”.

Se Gudruns KRABAT-bøger her

Se Gudruns personlige hjemmeside her