Indsendelse af manus

BEMÆRK:   Forlaget KRABAT er åben for indsendelse af uopfordrede manuskripter. Læs nedenstående helt til bunden før du sender.

Bøger på Forlaget Krabat

Forlaget KRABAT holder af hjertet af fortællinger. Vi behandler alle historier med stor respekt for det hjerteblod, forfatteren har lagt i dem, og den gode retfærdige kontrakt er en del af vores DNA. 

Den redaktionelle praksis er levende, en givende forbedrende kraft som aldrig efterlader forfatteren uforløst og alene med sit manus. 

Slutteligt tror vi på fællesskabet, det gode kollegaskab og arbejder efter at skabe en fællesskabsånd mellem forfatterne.

Vi glæder os rigtig meget til at se dit manuskript på KRABAT, uanset om du er erfaren eller debutant. 

Før du sender dit manus ind, er det eneste vi beder om. at du læser alle retningslinjerne her på siden og følger dem.

Før du sender til KRABAT

En god bog kan være alle mulige ting, så længe det er en gribende historie med noget på hjerte. Husk alligevel at orientere dig om KRABAT’s primære interesseområder som du kan læse om under Bøger. Selvom den uregerlige KRABAT kan finde på lidt af hvert, er det langt mere sandsynligt at blive antaget, hvis manuskriptet passer ind i en af de to kategorier, Klodebøger eller Det Fantastiske.

Bemærk at vi ikke modtager/udgiver digte, essays, digtsamlinger, essaysamlinger, novellesamlinger og billedbøger.

Det er også vigtigt at du sender dit færdige manuskript. Vi modtager ikke synopser eller halvfærdige værker.

Vi forventer at du arbejder seriøst med dit manuskript, har kendskab til håndværket og har vurderet nedenstående punkter for at fastslå om du manuskript er klar til indsendelse:

  • Er historien levende og har den noget på hjerte?
  • Er teksten inspirerende og fanger den fra første afsnit?
  • Har dit manuskript været læst af andre (betalæsere)?
  • Flyder sproget let og er det opfindsomt?
  • Kender du din målgruppe og svarer den til KRABAT’s publikum?
  • Er teksten gennemarbejdet, redigeret, så vidt muligt renset for sproglige fejl og kommateret?
  • Har du styr på opsætning?
    • Husk sidetal
    • Indryk med tabulator
    • Korrekt brug af 3 prikker
    • Linjeafstand 1,5
    • Margin 3 top, bund, højre og venstre
    • Venstrejusteret tekst
    • Skriftstørrelse 12
    • Letlæst font
    • Ingen spalter

Selve indsendelsen

Manuskriptet skal være på dansk og indsendes elektronisk via mail i en wordfil. Vi modtager ikke manuskripter sendt i fysisk form eller i andre filformater. Såfremt du ønsker at medsende illustrationer modtager vi dog gerne dem i pdf.

Husk at medsende følgebrev med som minimum få oplysninger om dig selv, din skriveproces og dit manuskript. Hold det kort og præcist og husk kontaktoplysninger. Hvis du har udarbejdet en ser vi også gerne dit udkast til bagsidetekst i en særskilt fil.

Det hele sendes til Krabatmanus@gmail.com

Når vi har modtaget dit manuskript

Vi registrerer modtagelsen og sender en kvittering for denne.  Hvis du ikke modtager en kvittering indenfor to dage, beder vi dig henvende dig igen for at sikre at vi har modtaget din mail.

Selve evalueringen af manuskriptet kan tage op til 10 uger. Vi gør alt for at holde svartiderne så korte som muligt, men det er vigtigt for os at holde en høj kvalitet i vurderingerne.

KRABAT udvælger manuskripter, som passer til forlagets aktuelle udgivelsesprogram, og som vi anser for at være i høj kvalitet. Desværre kan du ikke forvente kritik/forklaringer sammen med et eventuelt afslag.