Præsentation af Forlaget Krabat

BookBrushImage-2020-7-9-7-543

I denne artikel kan du læse om, hvorfor vi startede Forlaget Krabat, samt den mission og vision vi arbejder med. Yderligere kan du finde ud af, hvilke genrer vi udgiver indenfor, og hvorfor vi finder netop dem vigtige.

Forlaget Krabats forlæggere

Opstart – hvorfor kom Krabaten?

Vores KRABAT blev sat i verden for at give børn og unge lyst til at læse. Spændende bøger fyldt med action, så man ikke kan lade være med at læse den næste side. Bøger med forsider der er så fede, at de unge bliver fristet til at tage dem op, åbne dem og give dem en chance.

De tre forlæggere, Helle, Hanne og Tanja, har mødt hinanden hos Forlaget Calibat, hvor de tidligere blev udgivet. Her har de lært meget om skønne fortællinger, forlagsånd og læselyst, især hos børn som synes, det er svært at læse. I efteråret 2019 slog de tre os sammen og besluttede at etablere et forlag. Forlaget KRABAT blev født en mørk og kold dag i december.

En krabat er en vild eller uregerlig person. Det kan også være et stort, uhåndterligt og klodset dyr, en vildbasse, et utyske. Den er uforudsigelig, og når den brænder for noget, er den ustoppelig.

Sådan vil forlæggerne gerne være, og deraf kom navnet på forlaget, Forlaget Krabat. Vi brænder for den gode fortælling med noget på hjerte. Fortællinger som giver håb, viden og brillant underholdning, er lettilgængelige og deler rundhåndet ud til vores læsere. Og som krabaten er vi ustoppelige i det, vi brænder for.

Forlaget Krabats Mission

Ud af alle vores tanker, om hvor vi kom fra, og hvad vi gerne ville fremadrettet, kom vores mission med Forlaget KRABAT:

På forlaget KRABAT elsker vi det vilde, det uforudsigelige og det skøre. Først og fremmest elsker vi dog den gode fortælling, den der har noget på hjerte. Vi brænder for at dele alle de vigtige historier. Især er det to typer af bøger som står krabaten nær: Fortællinger om klimaet og planetens fremtid, og de fantastiske fortællinger som fantasy, sci-fi og gys.

Forlaget Krabats mission
Bøger på Forlaget Krabat

Hvad arbejder vi med?

KRABATs hjerte banker som beskrevet for klima, verdensmål og de fantastiske genrer.

Netop fordi vi finder både klima og FNs verdensmål så vigtige, har vi opfundet en særlig kategori til disse bøger, Klodebøger. Med Klodebøgerne giver krabaten læserne litteratur, som viser dem verden, bøger som kombinerer viden og læring med spændende, actionfyldte fortællinger.

Indenfor de fantastiske genrer har vi valgt et særligt fokus på fantasy, magisk realisme, science fiction og gys. Det er litteratur med spræl og spænding, men også med dybde. Det fantastiske beskæftiger sig med livets store spørgsmål, og med det vil KRABAT gerne fremme den både vedkommende og underholdende fortælling.

Klodebøger

Mange børn og unge gør sig tanker om klimaforandringer og miljømæssige udfordringer som forurening, eller dyr der (ud)dør. Ofte har de svært ved at forholde sig til den information, de læser i f.eks. nyhederne, og meget af det har kun fokus på, hvor dårligt det går, uden at også vise hvilke muligheder der findes for at løse udfordringerne. Flere og flere børn bliver bekymrede og har svært at ved at forestille sig, hvordan deres fremtid kan se ud.

Derfor blev det vigtigt for KRABAT at etablere en særlig serie af bøger som kan bidrage til at give børn en positiv vision af, hvordan deres fremtid kan se ud. Vi mener, at historierne sagtens kan give et realistisk bud på, hvordan vi håndterer klimaforandringer, både nu og i fremtiden, uden at de bliver naive. FNs Verdensmål er den perfekte ramme for den type fortællinger. De viser, hvordan mennesker påvirker hinanden på tværs af grænser, og hvorfor forskellige lande har forskellige udfordringer. Ved at forbedre levevilkår og jobs, kan vi også gøre en forskel for miljøet og klimaet både globalt og lokalt.

KRABATs første Klodebøger, er trilogien Den Gule Planet, skrevet af forfatter Helle Perrier. Den foregår en gang i fremtiden i Bolivia, hvor pigen Ayla bor sammen med sin søster ved bredden af en udtørret sø. Selv om tørke og FNs Verdensmål indgår som en del af historien, er det ikke dem, som udgør fortællingen. Det er Aylas søgen efter søsteren, som en dag forsvinder. Historien drager læseren ind med en stærk, sympatisk og relaterbar hovedperson samtidig med, at niveauet af spænding er højt. Det er god underholdning, og det er essensen af Klodebøgerne. Læserne skal lære samtidig med, at de føler sig godt underholdt.

Se Forlaget Krabats Klodebøger her

Klodelogo på Forlaget Krabat
Forlaget Krabats A Logo
Det Fantastiske på Forlaget Krabat

Det Fantastiske

Børn og unge har som alle andre også mange andre udfordringer i hverdagen. Det er her den dybe og vedkommende historie kommer ind

Hvorfor er det så, Det Fantastiske er så godt til det? Det er på overfladen urealistisk. Det er fyldt med fjerne frit opfundne verdner, drager, magi, rumskibe og alt hvad, du ellers kan forestille dig og så lige lidt til.

Men Det Fantastiske beskæftiger sig stort set altid med nogle af livets store spørgsmål. Genrene behandler evigtgyldige temaer i en setting, der gør det mere interessant og underholdende at læse. Temaerne er ofte forbundet med det at blive voksen, frigørelse, afsavn, tryghed, jalousi, forelskelse, mobning og sociale tilhørsforhold.

Den fantastiske setting sætter alle emner fri, gør dem mere lettilgængelige, og man kan debattere frit i det litterære rum. Den slags tiltrækker både læsere og forfattere. For KRABAT bliver den vedkommende fortælling, som også er fremragende underholdning en målsætning.

Se Forlaget Krabats bøger indenfor Det Fantastiske her

KRABATs Vision

KRABAT er et forlag for såvel debutanter som erfarne forfattere. Vi rummer alle typer forfattere, som har en passion for at skrive til børn og unge. Det er vigtigt for os, at alle opfatter sig selv som en del af KRABATs team, og at det er et godt sted at få udgivet sine bøger.

Det er med stor glæde, at vi noterer os, at nedgangen for papirbogen ser ud til at være knækket og forhåbentlig kommer ind i en opgangskurve igen. Papirbogen kan noget særligt, især når det drejer sig om koncentration og fokus, og på KRABAT vil vi gerne være med til at promovere det.

Vi vil også gerne tænke nyt. Derfor har bøgerne om Midgårds Beskyttere af forfatter Tanja R Bisgaard været med i et projekt på Lyngby Stadsbibliotek, hvor de blev brugt som basishistorie for, at børn kunne lære programmering i Scratch. Vi arbejder med mange flere idéer, hvor vi gerne vil kombinere bøger med andre medier og events og er altid åbne for nye samarbejdsmuligheder.

KRABAT vil gerne finde alle de gode historier, som kravler ud af jeres fantasi, og som kan bidrage til at gøre læsning sjovt, spændende og lærerigt.

Hvad tænker du om den nye Krabat i bogbranchen?

Del denne nyhed

Del på facebook
Del på linkedin
Del på email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *